Video : Tipsbladet
1. division

Viborg henter målfarlig gambianer: Sportschefen ser stort potentiale

Viborg har skrevet en fireårig kontrakt med den gambiske angriber Alassana Jatta.

1. divisionsklubben Viborg var i sidste sæson meget tæt på at sikre sig oprykning til Superligaen, men i stedet blev det til et samlet nederlag i playoff-kampene mod Hobro. I jagten på den ene oprykningsplads har klubben nu forstærket sig med den gambiske angriber Alassana Jatta.

Det melder klubben ud på dens officielle hjemmeside.

Her er der tale om en 20-årig angriber, som ankommer fra den estiske klub Paide, hvor han i sæsonens første 16 runder har fundet netmaskerne 13 gange siden han kom til ligaen i januar. Derudover bliver det fortalt, at han både kan spille som central angriber og på kanten.

Selv er han meget glad for at være kommet til Viborg, hvor han glæder sig til at komme i gang.

Det er en stor udfordring for mig, men jeg elsker udfordringer. Jeg håber at bidrage med både mål og assists, så vi kan spille med helt i toppen af ligaen. Det vigtigste er holdets succes, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe, fortæller Jatta.

Sportschef Jesper Fredberg forklarer desuden, at det er en spiller, som man har holdt øje med længe, og derfor ser han også meget frem til at se ham i den grønne trøje, hvor han ser store muligheder i Jatta.

- Han har et rigtig stort potentiale, og vi tror på, at vi sammen i vores miljø kan udvikle ham til at blive en profil for VFF. Han kan spille både på kanten og centralt i angrebet, så det giver os flere muligheder til vores offensiv, siger Fredberg, som også bemærker, at man har vægtet det højt, at Jatta allerede har bevist, at han kan begå sig i Europa.

Alassana Jatta er endvidere en høj fyr på 192 centimeter.