Fischer: Bevæget af reaktionen fra publikum
Benelux

Fischer: Bevæget af reaktionen fra publikum

Den danske kreatør Viktor Fischer har været skadet i mere end et år - søndag fik han endelig comeback.

Et af dansk fodbolds allerstørste talenter Viktor Fischer har siden januar 2014 døjet med en alvorlig muskelskade, som krævede operation, før Fischer igen kunne komme på banen. Det skete så i søndags, hvor Viktor Fischer efter mere end et års skadeshelvede vendte tilbage. Han blev til stående ovationer indskiftet 25 minutter før tid i opgøret mod Breda, og selv om Ajax måtte nøjes med 0-0, var det alligevel en lykkelig og bevæget Viktor Fischer, der gjorde status efter sit comeback.

- Det er dejligt at være tilbage. Jeg var bevæget af publikums reaktion, det havde jeg slet ikke forventet, siger Viktor Fischer ifølge det hollandske medie ad.nl.

- Jeg er tilbage som fodboldsspiller, og det føles dejligt. Jeg har været igennem en hård tid. Et år er jo et år, men ikke når du er skadet. Så føles det, som om tiden går langsommere, siger Viktor Fischer, der også på et plan frygtede, at karrieren måske var forbi.

- Jeg forsøgte at forblive positiv, men det var svært. Jeg ønskede at hjælpe holdet, især nok det ikke gik så godt, siger han videre.

Viktor Fischer kan med en stærk slutspurt gøre sig aktuel for det danske U/21-landshold, der til sommer spiller U/21 EM i Tjekkiet. Jess Thorup har fortalt, at Fischer er i spil, hvis han altså er helt klar.