Video : Tipsbladet
Benelux

Hjulsager jubler: En kæmpe forløsning for mig

Danske Andrew Hjulsager har fundet sig godt til rette i belgisk fodbold.

Han var en stor succes i Brøndby IF i sin sidste tid i den danske klub, men der har været bump på vejen i karrieren i udlandet for danske Andrew Hjulsager.

Celta Vigo blev aldrig det, han håbede på, men alligevel ser det nu ud til, at han er godt på vej mod en god periode i karrieren.

Den 24-årige midtbanespiller skiftede i sommer fra det spanske til belgiske Oostende, og ud over en periode med en skade, har Andrew Hjulsager spillet og været vigtig for holdet. Han har også scoret mål. 

1. december sænkede han Anderlecht, da Oostende vandt 3-2, og i søndags var han på pletten igen, da Jess Thorups Gent blev besejret med 2-1.

Og Andrew Hjulsager er da også glad for de, der foregår på banen lige nu, efter han er blevet skadesfri.

- Nu er jeg så kommet tilbage og har bygget på kamp efter kamp, fundet rytmen og det er noget jeg har savnet, siden jeg forlod Brøndby, så det er en kæmpe forløsning for mig. Jeg har trænet hårdt hver dag og i takt med at jeg er kommet i bedre form og har fundet kamprytmen, er mine præstationer bare blevet bedre og bedre, siger han til Brøndby-fanmediet 3point.dk.

Hjulsager forlod Brøndby i januar 2017 - han har masser af kampe på danske U-landshold, men har fortsat sin debut på A-landsholdet til gode.