I jagten på spilletid: Dumic udlejes til 2. Bundesliga igen
Foto: Getty Images
Benelux

I jagten på spilletid: Dumic udlejes til 2. Bundesliga igen

Dario Dumic skal endnu engang til at tale tysk, for han er nu igen blevet udlejet til 2. Bundesliga.

FC Utrecht har fået en aftale i stand med SV Darmstadt 98, der lejer den tidligere Brøndby-forsvarer i den kommende sæson, og desuden har den tyske klub også muligheden for at købe midterforsvareren via en option.

Det oplyser den hollandske klub på sin hjemmeside.

- Denne løsning er god for alle parter. Dario har større perspektiver for spilletid i Darmstadt end i Utrecht. Vi ønsker Dario al mulig succes i Darmstadt, siger FC Utrechts direktør for fodboldaffærer, Jordy Zuidam.

I den forgangne sæson var 27-årige Dario Dumic udlejet til Dynamo Dresden, hvor han spillede 25 kampe i den næstbedste tyske række, og nu skal han igen forsøge at få masser af spilletid i Tyskland.

Han skiftede til FC Utrecht fra NEC Nijmegen i 2017, men han har blot spillet 18 kampe for den hollandske klub.