Bayern forlænger med back-profil
Illustration
Bundesliga

Bayern forlænger med back-profil

David Alaba har forlænget sin aftale med Bayern München, så den nu løber til sommeren 2018.

Den 10. februar 2010 debuterede David Alaba som professionel i Bayern München, og siden har østrigerens karriere tonset derudaf med høj fart. Den 21-årige venstre back er både en profil i sin klub og på sit landshold, og han har flere titler under bæltet, end mange opnår i en hel karriere.

Umiddelbart er kombinationen Alaba-Bayern München en stor succes, og det har parterne sat en stor, fed streg under i dag. De har således forlænget samarbejdet, så det det først udløber i 2018 i forhold til tidligere 2015. 

- Jeg er meget, meget glad, siger David Alaba til klubbens hjemmeside, mens direktør Karl-Heinz Rummenigge supplerer.

- Vi er meget lykkelige for, at dette har fået en god afslutning for begge parter. Han har været inde i en vidunderlig udvikling, og træneren er meget tilfreds, vi er meget tilfredse. David har ydet et stort bidrag, som vi vil nyde godt af i mange år.

David Alaba er klubbens yngste debutant nogensinde i såvel pokalturneringen (17 år, 232 dage) og Champions League (17 år, 259 dage).