Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dortmund snupper fransk forsvarsspiller i Mainz

Efter en sæson i Mainz skifter forsvarsspilleren Abdou Diallo til Borussia Dortmund, der udstyrer midtstopperen med en femårig aftale.

Lucien Favre har haft en travl start som cheftræner i Borussia Dortmund, hvor han allerede har hentet fire forstærkninger, heriblandt danske Thomas Delaney.

Den seneste forstærkning kommer i form af den 22-årige forsvarsspiller Abdou Diallo, som skifter fra Mainz. Det meddeler Dortmund på deres hjemmeside, hvor sportsdirektør Michael Zorc fortæller, at det især var Diallos alsidighed og potentiale, som appellerede til Dortmund.

- Han er en moderne og stærk midtstopper, som er meget intelligent. Han kan også spille en back eller endda blive brugt på den defensive midtbane. Kombinationen af hans store potentiale og hans alsidighed er, hvad der gjorde Abdou interessant for os, fortæller Zorc.

Forsvarsspilleren selv ser frem til at bevise sig i en større klub.

- Efter at have lært Bundesligaen at kende i Mainz, ser jeg frem til at forsøge at bevise mig selv i en stor klub som Borussia Dortmund fremover, fortæller Diallo ifølge klubbens hjemmeside.

Diallo, der har en fortid i Monaco, har skrevet under på en femårig aftale med Dortmund.