Bundesliga

- Her er jeg bossen over fodbold

Tipsbladet har besøgt Frank Arnesen i Hamborg, hvor udfordringerne har været markante i det nye job som sportsdirektør.

Arnesen er bossen
Upopulær kunne han også have gjort sig i sit hjemland, inden han hentede sin nye træner. For også landstræner Morten Olsen var i spil til jobbet som træner i den sydtyske klub. Danske medier meldte om hemmelige møder mellem de to tidligere holdkammerater, og da Arnesen i starten af oktober til Kicker sagde, at »jeg har talt med alle. Med Morten Olsen, med Marco van Basten, med Ricardo Moniz, med Horst Hrubesch, med Sergej Barbarez, med Louis van Gaal«, begyndte rygterne for alvor at tage til. Men da talen falder på Arnesens gode ven som HSV-træner, så bliver den åbne Arnesen noget mere ordknap.

»Det har ikke været konkret overhovedet. Jeg taler meget med Morten, og det har jeg gjort i lang tid. Morten har jo sit landsholdsjob, og det har han indtil sommer. Og han har gjort det fantastisk. Jeg er utrolig glad på hans vegne. Jeg har kigget på alle. Og jeg har hele tiden sagt, at jeg taler ikke om kandidater, for der er kun en, der kommer, og ham vil jeg tale om. Hvorfor jeg har taget ham,« siger Arnesen.

Og det spørgsmål giver Arnesen selv svaret på med udgangspunkt i kampen mod Wolfsburg, hvor HSV havde klart spilovertag, hvilket også viste sig i statistikken om boldbesiddelse. Hamburger SV havde bolden i 60 procent af tiden, og det er også et vigtigt parameter for den danske sportsdirektør.

»Du skal selvfølgelig lægge en taktik. Det så vi i dag. Det var den bedste kamp, vi har spillet overhovedet, synes jeg. Han [Fink] vil jo gerne spille positionsspil. Han vil have, vi kontrollerer kampen. Det vil sige, at vi skal bygge spillet op bagfra. Derfor så man også, at en af vores midtbanespillere hele tiden lagde sig ned centralt, så vi altid var tre mod to. Så hvis de to centerforwarder vil op og presse os, bliver det svært for dem at få bolden. For vi er tre mod to, og så kan du altid bruge målmanden. Vores fløje kommer ind, og backs kommer frem. Nogle gange ligner det en 3-3-4, fordi fløjene er helt med fremme. I anden halvleg, lige inden den bliver 1-1, havde de nogle muligheder for at slå kontra. Fire mod fire. Men du skal jo tage en risiko. Jeg synes, at man allerede efter fem dage kan se tegningen af, hvad han vil. Spillerne er højt motiverede.«

Motivator, taktisk geni, indpisker eller dygtig mandskabsbehandler? Hvad var det Arnesen kiggede efter, da han skulle finde sin første træner til HSV?

»Jeg har en seks-syv-otte ting, som jeg gerne vil have. Det er selvfølgelig ikke alle, der har det hele. Men Fink er en teamplayer. Det er sådan en, som ikke vil bestemme det hele selv. Han taler også med mig og spørger, hvad jeg synes. Han er passionated omkring fodbold, som jeg også kan lide. Han har filosofien. Han er en vinder, som han har bevist både som fodboldspiller og senest i Basel. Så er han stadig ung, hvilket er perfekt. Jeg er overhovedet ikke bange for sådan noget. For selvfølgelig er det at tage en chance.«

Det er alene Frank Arnesen, der har valgt Fink. Selvfølgelig med hjælp fra assistenten Lee Congerton, som han har haft med fra Chelsea, og resten af teamet i HSV. Men når Arnesen i hver vending fortæller om, hvad det er han leder efter i en træner, så skyldes det, at han i Tyskland har fået en noget anden rolle, end han havde i Chelsea. I London var det Roman Abramovitj, der var chefen. I Hamborg er det Arnesen.

»Her er jeg bossen. Bossen over fodbold. Totalt. Når du er sportsdirektør i Tyskland, så er du bossen over al sport.,« siger Arnesen, som fortæller, at den nye rolle passer ham perfekt.

»Jeg er kommet op på et niveau med min erfaring, hvor det er bedre sådan her.«

Læs mere på næste side