Video : Tipsbladet
Bundesliga

Robert Skov havde chancerne til at gøre Hoffenheim-sejr større

Jacob Bruun Larsen måtte udgå med en skade, da resten af Hoffenheim-holdet med blandt andet Robert Skov vandt med 1-0 over Mainz.

Hoffenheim med Jacob Bruun Larsen og Robert Skov på holdet vandt lørdag eftermiddag med 1-0 på udebane over Mainz i den tyske Bundesliga. Det blev ikke til dansker-mål i kampen, men sådan kunne det dog nemt være endt.

Her var det Robert Skov, som var 'synderen', da han undervejs i første halvleg brændte en friløber, ligesom det også blev til et meget flot frisparksforsøg, hvor Mainz-keeper Florian Müller i den grad var med til at holde Mainz inde i kampen.

Inden kampens enlige mål blev sat ind - og det kommer vi til - så lykkedes det også for Mainz-målmanden at snuppe et straffespark efter 27 minutter, da Steven Zuber misbrugte fra de 11 meter. 

Den enlige scoring havde Jacob Bruun Larsen en lille smule med at gøre. Han måtte nemlig gå fra banen med en skade i låret, og i stedet for den danske offensivspiller, så sendte Hoffenheim togoleseren Ihlas Bebou på banen efter 37 minutters spil - og seks minutter senere var der scoret.

Samtidig med Hoffenheims sejr over Mainz blev der også spillet andre steder i den bedste tyske række. Her blev det til en sejr på 2-1 til Frankfurt over Wolfsburg, en 1-0-sejr til Bremen over Schalke samt en 2-0-sejr til Hertha Berlin over Augsburg.

Hoffenheims sejr betyder, at danskerklubben nu er på syvendepladsen med samme antal point som Wolfsburg på sjettepladsen, som giver adgang til kvalifikationen til Europa League.