Thorsen er eneste dansker i Braunschweig: Ingen intention om at vende hjem
Foto: Getty Images
Bundesliga

Thorsen er eneste dansker i Braunschweig: Ingen intention om at vende hjem

Den tidligere Viborg- og AC Horsens-spiller Jonas Thorsen skiftede i sommer Danmark ud med Tyskland og Braunschweig. Resultaterne er dog ikke gået som håbet, og fire danskere er nu blevet til bare én i klubben, der ligger sidst i 3. Liga. Klubbens sidste dansker har dog ingen plan om at stikke halen mellem benene.

I 2013 rykkede den tyske klub Eintracht Braunschweig op i Bundesligaen. Den bedste tyske række. Store penge, store kontrakter, mange tilskuere og stor mediebevågenhed.

Men det kan være svært at etablere sig - klubben fik kun enkelt sæson i den bedste række, og siden har Braunschweig kæmpet med at finde fodfæste og stabilitet.

I foråret gik det galt igen, da klubben rykkede ned i den tredjebedste række, så i sommer skulle en lille koloni af danskere være med til at redde klubben og få den tilbage i 2. Bundesliga.

Cheftræneren hed Henrik Pedersen, spillerne var Frederik Tingager, Malte Amundsen og Jonas Thorsen. Men kun et halvt år senere er Braunschweig igen på kollisionskurs - sidst i 3. Liga - og tre af den danske firekløvers blade er væk og ikke længere en del af klubben. Kun Thorsen er tilbage.

Den 28-årige danske midtbanespiller er trods et besværligt efterår og et farvel til landsmændene ikke en mand, der er på vej væk fra 3. Liga.

- Jeg har ikke nogen intentioner om at skulle tage hjem igen. Det er så fedt, det her, og min familie har det så godt. Vores datter går i vuggestue, hun er glad, og hun forstår tysk. Det er luksus at se, hvordan hun løber ind i vuggestuen og hen til de andre børn. Det vil vi ikke tage fra hende. Min kæreste er begyndt til tysk, og jeg håber, hun finder ud af, hvad hun gerne vil og går efter det. Vi har ikke travlt med at komme hjem, siger Jonas Thorsen til tipsbladet.dk.

Braunschweig ligger sidst i tabellen med otte point op til Meppen, der akkurat er over stregen. Så man kan ikke fortænke Jonas Thorsen i at have overvejet sine muligheder. At der kan være andre steder, hvor det er sjovere at spille fodbold. Kun to gange i 20 ligakampe er Braunschweig gået fra banen med en sejr, så der er pres på før de sidste 18 ligakampe.

Thorsen ryster dog ikke i bukserne ved udsigten til et meget vigtigt forår i den tyske klub.

- Jeg er ved super godt mod, der er ikke noget der, og jeg kan ikke vente, til vi skal i gang igen. Jeg tror på det. Det er også den følelse, der er på holdet nu. Der er sindssyg konkurrence om, hvem der skal starte inde på positionerne, og det gør også, at kvaliteten bliver højnet. Man skal være der hver gang for ikke at falde igennem. Det er fedt.

- Her i løbet af efteråret er de ting uden om spillet faldet på plads for mig og min families vedkommende, og det giver en helt anden ro og glæde, når jeg kommer hjem fra træning. Så det er fantastisk. Fodbolden kan blive i klubben, og jeg kan tage hjem til min dejlige familie og være sammen med dem, siger Thorsen, der godt forstår, hvorfor nogle spillere kan vende snuden hjem igen efter kort tid i udlandet:

- Det er hårdt, når man tager til udlandet. Det giver god mening, at folk tager hurtigt hjem igen, hvis det ikke fungerer. Hvis man er alene i udlandet, er det meget tid, man selv skal administrere. Man er meget alene. Det er vigtigt som fodboldspiller, at man har det godt. Glæden ved fodbold betyder meget, og den skal man beholde, ligegyldigt hvor man er. Det bliver ofte ikke modtaget så pænt, når en spiller vender hjem til Danmark. Og det kan faktisk godt tage noget tid, før man præsterer, fordi det kan være svært at bygge humør og selvtillid op igen, siger Jonas Thorsen.

Jonas Thorsen spillede 14 af 20 ligakampe i efteråret - han scorede sit eneste mål, da klubben spillede 2-2 mod SF Lotte i oktober.

I foråret bliver det et Braunschweig-mandskab, der har hentet mere rutine til og har sagt farvel til flere unge spillere, blandt andre danske Malte Amundsen.

- Der er sket noget i det her vindue. Vi har fået en masse rutine ind, som kender klubber, og som har spillet mange kampe i 3. Liga. De ved, hvad det drejer sig om. Der er mega-god stemning og stor tro på det, vi har gang i. Træneren (André Schibert, red.) har fra start af valgt, at vi skulle lære at organisere os fuldstændigt. Vi har fået en anden organisation, og når der kommer nogle ældre fyre til holdet, giver det også en lidt anden stemning.

- Vi har også haft mange udlændinge, og vi har måske grupperet os lidt for meget. Vi fik ikke skabt det sammenhold, vi egentlig synes, vi havde i starten af sæsonen. Vi har brug den energi, hvor man vil gøre alt for hinanden. Man skal stole på sin sidemakker, og den følelse forsvandt måske stille og roligt i efteråret, siger danskeren.

Forårssæsonen åbner med en hjemmekamp mod Hansa Rostock den 27. januar, og hjemme på egen arena har holdet blot vundet én af 10 ligakampe. Det har heller ikke just spredt god stemning i løbet af efteråret.

- Vi er blevet buhet ud nogle gange - de er hårde, når det går dårligt, men de er også langt hen ad vejen støttende i kampene. Det er fedt at spille for mellem 15.000 og 20.000 tilskuere på hjemmebane. Når det kører, kan vi mækre støtten, men når det ikke går så godt, mærker vi også det. Det er klart, at tilskuerne også er påvirket af situationen. De er jo bange for, hvordan det skal gå klubben, siger danskeren, der fortæller, at niveauet i den tredjebedste tyske række er højt:

- Jeg var lidt overvældet i starten, for jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente, da jeg kom herned. Jeg tror faktisk, det underminerede mig, da jeg kom, fordi jeg tænkte, at spillerne var større, hurtigere og teknisk bedre end det, jeg var vant til. Det var dygtige spillere. Det er måske lidt som at gå fra Superligaen til 1. division - det er ikke altid så kønt, men der bliver knoklet igennem, siger den 28-årige dansker, der har kontrakt med Braunschweig frem til sommeren 2020.

Jonas Thorsen håber og tror på, at foråret bliver en god halvsæson for Braunschweig, der har savnet marginaler og sejre.