Video : Tipsbladet
Champions League

FCM har solgt 6100 billetter til Youth League-kampen mod United

FC Midtjylland slår deres egen rekord for flest tilskuere til en ungdomskamp, når de går på banen mod Manchester United onsdag eftermiddag.

Manchester United kommer onsdag eftermiddag til Herning, når deres U19-hold skal spille mod FC Midtjyllands ditto i ungdommens Champions League, Youth League. Her ser det ud til, at man kan se frem til et MCH Arena, der har godt med tilskuere, selvom det er midt i arbejdstiden.

FC Midtjyllands akademichef Flemming Broe oplyser i et interview med Herning Folkeblad, at man er nået over 6100 solgte billetter.

- For et døgn siden var vi på 5000, så det er gået rigtigt stærkt. Det er selvfølgelig vanvittigt fantastisk, at vi kan få så mange tilskuere til en ungdomskamp, men det viser også bare, at Manchester United er en utroligt populær fodboldklub - også i Danmark, lyder det fra Flemming Broe.

Han peger endvidere på, at det vil være en ny klar rekord for FC Midtjylland, ligesom det muligvis også er det generelt for dansk ungdomsfodbold. Broe fortæller endvidere, at lederne, der er i Danmark fra Manchester United havde været vant til tilskuertal på mellem 600 og 800 i de kampe, de ellers havde været en del af i Youth League i denne sæson.

Der er næsten tale om en tredobling af FCM's hidtidige rekord, som lyder på 2250 tilskuere til kampen mod Atletico Madrid i 2016, hvor man slog spanierne ud efter et meget spændende opgør. Dernæst var der 1835 tilskuere i den seneste runde, da FC Midtjylland havde besøg af den italienske hovedstadsklub AS Roma, hvor det også blev til midtjysk sejr.

Kampen mellem FC Midtjyllands og Manchester Uniteds U19'ere spilles klokken 14, og den sendes direkte på TV3 Sport.