Video : Tipsbladet
Champions League

Frustreret Real Madrid-profil: De unge er måske ikke værdige til førsteholdet

Dani Carvajal tvivler på, at de unge spillere fortjener chancen i Real Madrid.

Et reservespækket Real Madrid løb ind i en øretæve, da de onsdag aften tabte 3-0 til CSKA Moskva på hjemmebane.

I det opgør havde cheftræner Santiago Solari valgt at give adskillige af klubbens unge talenter chancen, men det fortjener de måske ikke efter den præstation, mener Real Madrid-backen Dani Carvajal.

- For tre uger siden var der tale om, at spillere af egen avl kunne spille. Men det viser sig, at de måske ikke er værdige til førsteholdet, fortalte Carvajal til Movistar+ efter kampen ifølge Marca.

Carvajal understreger dog samtidig, at kampen var ligegyldig for gruppens resultat, da Real Madrid havde sikret sig puljens førsteplads på forhånd.

- Det var en ligegyldig kamp for dem der vil se det sådan. Det er en officiel kamp, det var ikke en god kamp. I første halvleg havde vi nok muligheder, men vi lavede defensive fejl, og CSKA Moskva straffede os.

- Vi er frustreret over nederlaget på hjemmebane, men vi sluttede først i gruppen, og det var vores mål, fortæller højrebacken. 

I startopstillingen var blandt andre 21-årige Javi Sanchez, 21-årige Jesus Vallejo, 20-årige Federico Valverde, 18-årige Vinicius Jr. samt 23-årige Marcos Llorente.