Video : Tipsbladet
Champions League

Jürgen Klopp: Vores bedste udekamp i Champions League

Liverpools tyske manager roser sine spillere efter nederlaget til Barcelona i Champions League onsdag aften.

Liverpool var på en svær opgave, som de ikke formåede at løfte, da de onsdag aften måtte forlade Camp Nou med et 3-0 nederlag i bagagen. Det betyder, at Barcelona står med et rigtigt godt udgangspunkt inden returopgøret på tirsdag. 

Uden udebanemål og tre mål nede er det altså en svær opgave, Liverpool skal på i returopgøret, men Jürgen Klopp kommer alligevel med rosende og opmuntrende ord til sine spillere. 

- De her drenge giver aldrig op, og det elsker jeg. Men der er selvsagt ingen fest i omklædningsrummet. Vi vil bruge den her kamp og vise drengene, hvor vigtig den er for deres udvikling. Jeg synes, at det her var vores bedste udekamp i Champions League, så vi kan sagtens bruge den, sagde Jürgen Klopp efter kampen til Sky Sports. 

Selvom Jürgen Klopp roser sine spillere, så anerkender han, hvor svær situationen ser ud for Liverpool. 

- Det er okay at tabe på udebane i Champions League, så længe du scorer. Det gjorde vi ikke, og det er et problem. Det gør vores liv svært. Jeg var underholdt af kampen, men vi tabte, og det er ikke sjovt, sagde Jürgen Klopp. 

Liverpool har en udekamp mod Newcastle i weekenden inden returen mod Barcelona på tirsdag.