Video : Tipsbladet
Champions League

Medie: Real Madrid-profil er tvivlsom til Ajax-opgør

Real Madrid skal muligvis klare sig uden Raphaël Varane i Champions League-kampen mod Ajax.

I løbet af denne sæson har Real Madrid været hårdt ramt af skader, men på det seneste har Santiago Solari næsten været i stand til at stille i stærkeste opstilling. Det kommer han dog næppe til at kunne gøre mod Ajax onsdag aften.

Voetbal International kan således berette, at Raphaël Varane er tvivlsom til Real Madrids 1/8-finale mod den hollandske storklub i morgen aften.

Den franske forsvarsspiller har døjet med influenzasymptomer i de seneste dage, og derfor var han ikke med i den sidste træning inden onsdagens opgør.

Hvis han ikke bliver klar til kampen, vil Santiago Solari formentlig vælge Nacho Fernández som makker til Sergio Ramos i det centrale forsvar, hvor de sandsynligvis kommer til at stå over for Kasper Dolberg på et tidspunkt i kampen.

I forvejen må Real Madrid se bort fra Isco og Marcos Llorente, mens Karim Benzema derimod ser ud til at blive kampklar.