Video : Tipsbladet
Champions League

Mourinho efter Juve-nederlag: Vi går efter andenpladsen

Ifølge Manchester United-træner José Mourinho har klubben siden sidste runde gået efter andenpladsen i Champions Leagues gruppe H.

Cristiano Ronaldo vendte tirsdag aften tilbage til Old Trafford, da Manchester United tabte med 0-1 på hjemmebane til Juventus i Champions League. 

Resultatet betyder, at Juventus er ved at stikke af i gruppe H, hvor italienerne nu har maksimumpoint efter tre kampe, mens Manchester United er noteret for fire point. 

Det kommer dog ikke bag på Manchester United-træner José Mourinho. Andenpladsen har nemlig været målet, siden Manchester United tabte point i seneste runde.

- Siden det uafgjorte resultat mod Valencia, vidste vi, at vi kom til at kæmpe med dem om andenpladsen. I dag spillede vi mod en af de største kandidater til at vinde Champions League, og vi gjorde hvad vi kunne, siger José Mourinho efter kampen til Sky Sports. 

José Mourinho var især imponeret over niveauet i italienernes centrale forsvar.

- Det var Bonucci og Chiellini, der lukkede os. De kunne tage til Harvard Universitet og holde foredrag om, hvordan man er en god midterforsvarer. De var fuldstændigt fantastiske. Men Juventus har generelt talent over hele banen, siger José Mourinho ifølge Sky Sports. 

Manchester United møder søndag Everton hjemme på Old Trafford.