Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: Ajax - Benfica

Der er lagt op til en direkte duel om avancement til ottendedelsfinalerne, når Ajax tirsdag aften får besøg af Benfica.

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag kl. 21.00
Spillested: Johan Cruyff Arena
Dommer: Ruddy Buquet 
På TV: Kan streames på viaplay.dk

Holdnyt:
Ajax
Erik ten Hags mandskab indtager andenpladsen i Æresdivisionen efter syv sejre, én uafgjort og ét nederlag i de første ni runder. 3-0-nederlaget mod PSV Eindhoven i slutningen af september er den eneste plet på en ellers stærk sæsonstart, hvor Ajax først formåede at kvalificere sig til Champions League, og nu efter de første to runder af gruppespillet indtager førstepladsen i gruppen foran Bayern München. 

I weekenden vandt Ajax med hele 4-0 på udebane mod Heerenveen i en kamp, hvor både Lasse Schöne og Kasper Dolberg kom på tavlen for Ajax.

Ajax hentede i sommerens transfervindue Daley Blind i Manchester United og Dusan Tadic i Southampton. To ambitiøse indkøb, som signalerer, at Ajax ikke vil nøjes med at være talentfabrik. Erik ten Hags hold spiller da også underholdende, offensiv fodbold med et højt pres på modstanderne.

Ajax ser bedre ud end de har gjort i de seneste to-tre sæsoner, og der er interessante spillere på flere positioner. Først og fremmest Hakim Ziyech på midtbanen. Den 25-årige marokkaner kan godt tænkes at være i sin sidste sæson i den hollandske hovedstad. Derudover har Ajax to af Europas mest lovende talenter i Matthijs de Ligt og Frenkie de Jong, som begge rygtes til Barcelona. 

Af de tre danskere i klubben har Lasse Schöne fået klart mest spilletid i denne sæson. Den erfarne midtbanespiller har spillet fra start i langt de fleste kampe, mens Rasmus Kristensen har spillet meget lidt. Kasper Dolberg er først for en lille måneds tid siden vendt tilbage efter skade, men har allerede nettet tre gange i ligaen.

Benfica
Portugiserne fik hentet tre vigtige point i Athen i anden runde, da AEK blev slået med 3-2. Benfica smed ellers en 2-0-føring, men et flot mål af Semedo til sidst fik reddet sejren i hus. Rui Vitórias tropper har dermed stadig en fin chance for at spille sig videre trods hjemmebanederlaget til Bayern München i første runde. Allerede nu har portugiserne hentet flere point end holdet gjorde i sidste sæson i Champions League, hvor det blev til seks nederlag i seks kampe og en målscore på 1-14.

Benfica klarede sig i gruppespillet i denne sæson ved at slå PAOK Thessaloniki ud i playoff-runden. Efter en svag indsats i Lissabon, hvor grækerne fik 1-1, gjorde Benfica arbejdet færdigt i returkampen, hvor man vandt med hele 4-1.

I den portugisiske liga indtager Benfica førstepladsen efter syv spillerunder, med fem sejre og to uafgjorte. I weekendens topkamp blev FC Porto slået med 1-0.

Ajax vil især holde et vågent øje med spillere som den offensive kantspiller Eduardo Salvio, der tidligere har spillet to sæsoner i Atlético Madrid. På midtbanen er den erfarne Pizzi en af Benficas mest fremtrædende spillere. 

Karantæner:
Ajax: Ingen.
Benfica: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Ajax (4-3-3):
Onana - Mazraoui, de Ligt, Blind, Tagliafico - van de Beek, Schöne, de Jong - Ziyech, Dolberg, Tadic
Benfica (4-3-3): Vlachodimos - Almeida, Lema, Conti, Grimaldo - Pizzi, Fejsa, Gedson - Salvio, Seferovic, Cervi 

Profilen:
Kasper Dolberg har været skadesramt i starten af sæsonen, men ligner en spiller, der er ved at komme op i omdrejninger. Den 21-årige angriber startede inde for det danske landshold i Irland, og danskeren har nu scoret i tre ligakampe i træk for Ajax. I Champions League er det i de to første runder blevet til sene indhop for det unge talent.

Vidste du, at...:
Nu om dage regnes Ajax og Benfica ikke blandt Europas giganter, men begge klubber hører historisk set til blandt de mest succesfulde i Europas største klubturnering. Henholdsvis syv og seks finaler har Benfica og Ajax nået i Mesterholdenes Europa Cup/Champions League. Mens Benfica har tabt fem ud af sine syv finaler, har Ajax vundet fire ud af seks. Den seneste gang en af de to klubber nåede finalen var dog i 1996, da Ajax tabte til Juventus. 

Dom:
Ajax har set stærke ud i denne sæson, især i Europa. Først blev Dynamo Kiev besejret overbevisende i Champions League-kvalifikationen, og i gruppespillet er de gode takter fortsat. Først blev AEK Athen slået med 3-0 i Amsterdam, og derefter imponerede Ajax stort, da det lykkedes at få 1-1 ude mod Bayern München i anden runde. Ganske vist er tyskerne i formkrise, men Ajax leverede en stærk præstation i München og var tæt på at hente sejren.

Der er lagt op til en lige kamp mellem to nogenlunde jævnbyrdige mandskaber, men med Ajax' hjemmebanefordel taget i betragtning tror vi på hollandsk sejr. 2-1 til Ajax.

Tidligere indbyrdes opgør, form og gruppestilling: