Video : Tipsbladet
Champions League

Real Madrid-træner slår fast: Vi er ikke afhængige af Vinicius

Real Madrid er ikke afhængige af Vinicius Jr., og deres styrke er i stedet i holdet som helhed, mener Santiago Solari.

I september fik 18-årige Vinicius Jr. debut for Real Madrid, og siden har den unge brasilianer spillet sig til en større og større rolle hos den spanske storklub.

I de forgangne dage har Vinicius Jr. dog døjet med en forkølelse, og med Marco Asensio og Gareth Bale ude med skader, har det skabt bekymring i Real Madrid. Men det bør det ikke, mener cheftræner Santiago Solari.

Solari understreger, at Real Madrid ikke er afhængige af den unge kreatør, og at deres styrke ligger i holdet som helhed.

- Real Madrids styrke er altid i holdet som helhed, fortæller Solari ifølge ESPN og fortsætter:

- Alle vores spillere er vigtige. At hente nye spillere til en trup, der har vundet tre Champions League-turneringer i træk, er også en del af vores job. Det er rigtigt. En dreng på 18 år er kommet, og han gør det meget godt.

Solari kan dog glæde sig over, at Vinicius er blevet klar til opgøret, og at han er en del af truppen. Til gengæld må Real Madrid, foruden Asensio og Bale, også undvære Thibaut Courtois, Toni Kroos, Marcos Llorente samt karantæneramte Lucas Vazquez.