Dagens U21-profil: Østrig vandt over England og Ghana
Foto: Getty Images
EM

Dagens U21-profil: Østrig vandt over England og Ghana

På hver kampdag under U21-EM bringer tipsbladet.dk et portræt af en af aktørerne ved slutrunden.

U21-slutrunden er ikke bare et møde med 12 nationer. Det er også et møde med nogle af de 276 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.

På hver kampdag under U21-EM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne.

Dagens U21-profil er: Kevin Danso, Østrig

Han er født i Østrig, hans forældre er fra Ghana, og så har han boet en stor del af sit liv i England. Kevin Danso havde tre lande, han kunne stille op for, men han endte med at vælge førstnævnte.

Og det kan godt være, de ender med at ærgre sig over det i England og ikke mindst i Ghana, for Kevin Danso er ved at udvikle sig til noget af en spiller.

Seks A-landskampe står han noteret for for Østrig, og Danso, der er på kontrakt i Augsburg, er en stor og fysisk stærk forsvarsspiller, der tilmed er lynhurtig. De spillere er svære at finde, og indtil videre har Kevin Danso været en af U21-slutrundens store oplevelser.

Men faktisk lå det ikke lige først for, at han skulle slå igennem som central forsvarsspiller, for da Kevin Danso var ung og spillede i engelske Reading, var han angriber. Siden skiftede han til MK Dons, der flyttede ham ned som central midtbanespiller, og da han så i 2014 skiftede til Augsburg, fik de den geniale idé at rykke ham ned i midterforsvaret.

Siden har Danso ikke set sig tilbage, og både MK Dons og Reading ville nok den dag i dag ønske, at de havde brugt Danso som central forsvarer og udviklet det spændende forsvarstalent. De kunne i hvert fald godt bruge ham på førsteholdet.

Og måske tænker de også sådan i Ghana og England, for det er Østrig, der kommer til at få gavn af Kevin Danso i mange år frem. Ghana var meget interesseret i at få fat i spilleren også, og måske det ellers så stærke engelske landshold også ender med at fortryde.

I hvert fald har Danso vist lovende takter for Østrigs U21-landshold, der med en sejr over Tyksland måske kan spille sig i semifinalen til U21-EM. Det kræver dog, at Danso og resten af Østrig leverer til UG og slange.