Bedst og værst: Ghanesisk teenager med lys fremtid
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Bedst og værst: Ghanesisk teenager med lys fremtid

FC Nordsjælland trak desværre det korteste strå mod Partizan Beograd. Tipsbladet.dk går kampen efter i sømmene her.

Partizan Beograd – FC Nordsjælland 3-2
(3-1)

0-1 Andreas Skov Olsen (9.)
1-1 Nemanja Miletic (11.)
2-1 Marko Jankovic (30.)
3-1 Svetozar Markovic (35.)
3-2 Jonathan Amon (75.)

Kampens bedste:

Partizan Beograd:
Der var ikke meget tvivl om kampens bedste spiller. Partizans 10’er, Marko Jankovic, gjorde sig bemærket med et mål og to assists og var generelt en evig trussel for de nordsjællandske forsvarsspillere. En utrolig teknisk spiller, der formåede at holde i bolden, sætte sine medspillere op og være farlig på egen hånd.

FC Nordsjælland:
Generelt var der mange lyspunkter i FC Nordsjællands spil, hvor holdets vævre offensivspillere flere gange drev gæk med det serbiske forsvar. Skal man fremhæve en spiller, må det blive Mohammed Kudus, der indtil sin udskiftning trivedes i sin rolle som hængende 9’er, hvor han var god til at finde rummene mellem midtbane og forsvar. Der var fejl ind imellem, men knægten er også kun lige fyldt 18 år.

Kampens værste:
FC Nordsjælland lukkede to mål ind efter hjørnespark, hvor det så noget let ud for serberne. Der var generelt flere misforståelser i den nordsjællandske defensiv. FC Nordsjælland var uden Victor Nelsson, og det kunne i flere situationer ses, at de unge drenge manglede deres defensive anker.

Kampens detalje:
Kampens detalje må gå til den håndfuld fans fra Nordsjælland, der havde taget turen hele vejen til Beograd for at støtte de unge drenge. I sidste uge var både FCK og Brøndby mødt talstærkt op til udekampe i Østeuropa, og det fortjener et løft på hatten, når passionerede fans tager den lange vej til Serbien, uanset om man er 5 eller 5.000.