Video : Tipsbladet
Generelle

Frygt for Corona-virus: Dansk EM-arrangør holder sig opdateret på situationen

Der har endnu ikke været tilfælde med danskere, der er blevet ramt af det frygtede Corona-virus, men det ventes at være et spørgsmål om tid, før der kommer et dansk tilfælde.

Torsdagens Europa League-opgør mellem Inter og Ludogorets spilles for lukkede døre i Milano, fordi Corona-virussen er i udbrud i Italien. En del er eller har været smittede, og en håndfuld er døde. Også flere af weekendens kampe i Serie A spilles uden tilskuere for at begrænse smittefaren.

Virussen startede i Kina og har bredt sig til andre asiatiske lande og siden Europa. I Italien har man registeret flest tilfælde i Europa, og lige nu lader det ikke til, at man har fået bugt med sygdommen. Således er der hele tiden nye tilfælde, og flere ventes at komme den næste tid.

Også i Danmark følges der med i, hvordan sygdommen inddæmmes.

I en artikel i Ekstra Bladet siger professor Kåre Mølbak, at det er svært at forestille sig, at der ikke kommer cases i Danmark. Dermed siger han altså, at der vil være folk i Danmark, der bliver ramt af sygdommen, der ventes også at komme til andre europæiske lande. Afgørende er det, at man hurtigt får identificeret smittede, og at man får dem isoleret, så sygdommen ikke spredes.

Kåre Mølbak kommer også med en interessant betragtning om, hvad der kan komme til at ske i løbet af foråret og sommeren.

- Vi kan sagtens se situationer, hvor arrangementer bliver aflyst, da man ikke vil løbe risikoen ved at mange mennesker er samlet.

Altså som f.eks. de mange af sommerens festivaler og gadefesten Distortion i København?

- Ja, det er ikke umuligt, at man kommer til at aflyse dem, svarer Kåre Mølbak.

EM i Danmark
Til sommer skal der i 12 forskellige lande i Europa spilles EM, og i Danmark er det Parken i København, hvor der skal spilles tre gruppekampe - alle med dansk deltagelse - og en ottendedelsfinale. Dermed samles mange mennesker på et lille område, og det er mange mennesker fra potentielt mange forskellige steder i verden.

Også hos Euro2020, der står for den danske del af EM-værtsskabet, har man et øje på udviklingen omkring Corona-virus.

- Lige nu holder vi os opdaterede på situationen, og vi følger Sundhedsstyrelsens anvisninger, siger Lene Kryger Pedersen, der er administrerende direktør i Euro2020 i Danmark, til tipsbladet.dk.

Man vil potentielt kunne ende i en situation, hvor man til sommer skal træffe en eller flere svære beslutninger, hvis Corona-virussen har spredt sig. Det anerkender Lene Kryger Pedersen, men situationen er - med flere måneder til EM - hypotetisk, og derfor er der er ikke meget andet at gøre end at arbejde videre med de planer, der allerede for længe siden er lavet i forhold til EM i Danmark. Samtidig er man fra den danske afdeling af Euro2020 i tæt dialog med UEFA, der er arrangør af sommerens store EM-slutrunde.

- Vi følger jo med i udviklingen, men vi kan ikke gøre meget andet på nuværende tidspunkt. Vi må forholde os til det, der er realiteten lige nu, lyder det fra den administrerende direktør.

Første opgør i Danmark er den 13. juni, hvor Danmark og Finland spiller. Derefter spilles Danmark - Belgien den 18. juni, og den 22. juni er der Rusland - Danmark. Den 29. juni spilles sidste opgør i Danmark, når der er ottendedelsfinale. Den bliver uden dansk deltagelse.

Udover Telia Parken danner Ofelia Plads i København ramme om en fanzone, mens der også i Aalborg er storskærmsarrangement til sommerens EM-slutrunde.