Video : Tipsbladet
Premier League

Tempofyldt Merseyside-derby endte uden vinder

Der var masser af tempo og optræk til mange chancer, men hverken Everton eller Liverpool kunne formåede at score i dagens Merseyside-derby. Liverpool kunne dermed ikke tage førstepladsen i Premier League tilbage fra Manchester City

Et af de største lokalopgør i Premier League blev spillet denne søndag, da Everton tog imod Liverpool i det klassiske Merseyside-derby. Her skulle hjemmeholdet forsøge at revanchere det skuffende nederlag i sæsonens første derby, der blev afgjort på et mærkværdigt mål i kampens absolutte slutning.

Mens Liverpool kæmper med om mesterskabet, frister Everton en skuffende tilværelse i midten af rækken. Men forskellen i tabellen kunne ikke ses i kampens indledning, hvor Everton lagde et stort pres på Liverpool. Det gav optræk til flere gode muligheder, men den afgørende aflevering manglede.

Efterhånden blev Liverpool bedre til at spille sig ud af Evertons pres, og topholdet begyndte så småt at sætte sig på kampen. Efter cirka en halv time faldt kampens indtil videre største chance, da Mohamed Salah fik en friløber. Men den målfarlige egypter kom for tæt på baglinjen, og kunne fra en spids vinkel ikke overliste Jordan Pickford i Everton-målet.

Der var ikke flere store chancer i resten af første halvleg, og derfor kunne de to hold for andet Merseyside-derby i træk gå til pause ved stillingen 0-0 efter en tempofyldt første halvleg.

Anden halvleg startede ligesom første halvleg i et tårnhøjt tempo. Begge hold var hurtigt nede i modstanderens ende, men der skulle en dødbold til at skabe halvlegens første store chance. Dominic Calvert-Lewin kom højest på et hjørnespark, men forsøget blev sikkert reddet af Alisson i Liverpool-målet.

Minuttet efter var Liverpool tæt på, da Jordan Pickford måtte helt ned til den ene målstolpe for at redde et flot sparket frispark fra Trent Alexander-Arnold. Og der skulle ikke gå mere end et par minutter, før Mohamed Salah fik endnu en stor mulighed i feltet, men han blev tacklet i sidste øjeblik.

Tendenserne fra første halvleg gentog sig også ved, at Liverpool begyndte at dominere kampen igen. Everton fik gradvist større problemer med at holde på bolden, og gæsterne blev oftere farlige i feltet.

Everton var dog ikke helt ude af kampen, og blev flere gange farlige, når det endelig lykkedes at spille sig ud af Liverpools pres. Og da kampen nærmede sig det sidste kvarter skiftede kampen karakter. Everton begyndte nemlig at komme højere op på Liverpools banehalvdel, og gæsterne brugte flere kræfter på at forsvare sig.

De helt store chancer kom dog aldrig for hverken Everton eller Liverpool i kampens slutminutter. Kampens høje tempo blev derfor ikke omsat til mål af nogle af de to hold, som begge manglende den famøse skarphed i de afgørende situationer. Derfor sluttede kampen som den startede, 0-0.

Med det uafgjorte resultat missede Liverpool muligheden for at tage førstepladsen i tabellen tilbage fra Manchester City, der overtog duksepladsen med deres sejr over Bournemouth i går. Liverpool er nu to point efter Manchester City. Resultatet rykker heller ikke på noget for Everton, der stadig er placeret på 10. pladsen.