Arnesen kritiserer Spillerforeningen: Det er gået totalt over gevind
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Arnesen kritiserer Spillerforeningen: Det er gået totalt over gevind

Landsholdslegenden Frank Arnesen mener ikke, at Spillerforeningen kan kræve et arbejdsgiver- arbejdstagerforhold på det danske landshold.

Det danske fodboldpublikum går stadig og venter på, at DBU og Spillerforeningen når frem til en ny landsholdsaftale. 

De to parter underskrev kort inden Nations League-kampen mod Wales en midlertidig aftale for resten af september måned, men nu nærmer deadline sig altså for en permanent aftale.

En af konfliktpunkterne skulle angiveligt fortsat omhandle Spillerforeningens krav om et arbejdsgiver- arbejdstagerforhold mellem spillerne og DBU. Men netop det krav giver ikke nogen mening, mener den danske landsholdslegende Frank Arnesen:

- Det er umuligt. Det skal DBU aldrig godtage. Man bliver udtaget til landsholdet. Det er ikke et arbejde i et arbejdsgiver- og arbejdsmodtager-forhold. Jeg håber, de kommer til fornuft. Der er ingen andre lande, hvor det er sådan. I Tyskland spiller de gratis, i England deler spillerne pengene ud til velgørende forhold og i Holland får de kun penge, hvis de kommer med til en slutrunde.

- Spillerforeningen har gjort mange gode ting for spillerne, men nu er det gået totalt over gevind, siger Arnesen i et interview med avisen BT.

Næste landskamp er den 13. oktober, hvor Danmark møder Irland i Nations League.