Video : Tipsbladet
Landshold

Christian Eriksen imponeret af Georgiens defensiv: De lukkede os ned

Christian Eriksen og resten af Danmark havde det svært med at åbne op for Georgiens forsvar i søndagens 0-0-kamp.

Danmark fik blot 0-0 ud af kampen mod Georgien i Tblisi, hvor en lang række af spillerne havde svært ved at finde deres ben i kampen. En af dem var Christian Eriksen, som godt kunne se, at der manglede en del.

Det fortæller han i et interview med 6'eren umiddelbart efter kampens slutfløjt.

- Det blev en kamp, der var meget anderledes end kampen i Parken (som Danmark vandt med 5-1 over Georgien red.). I Parken scorede vi på de rigtige tidspunkter, siger han og fortsætter:

- I dag var vi ikke så skarpe på afslutninger, og vi havde nok heller ikke ligeså mange, som vi havde i Parken. Cadeau til Georgien for at lukke ned for det, siger han, som tilføjer, at han synes, at Danmark lod Georgien for meget ind i kampen.

Christian Eriksen synes dog, at der blev skabt nok til, at det kunne være blevet til tre point efter kampen i stedet for det ene.

- Man skal først frem til chancerne, og vi har også nok, men vi vælter os ikke i dem. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Gytkjær rammer overliggeren, men ellers foregår meget at spille på midten af banen, hvor det går lidt frem og tilbage, fortæller Eriksen.

Blandt andet savnede han mere kvalitet i afleveringer fra dansk side, når man kom op på den sidste tredjedel af banen.

Næste opgave for Eriksen og Danmark er mod Schweiz, hvor meget kan blive afgjort i forhold til mulighederne for at komme med til EM i sommerne 2020.