Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide hylder holdet, efter han selv er gået forbi Richard Møller Nielsen

Danmarks landstræner snitter 1,90 point pr. kamp, og det er bedst af alle danske landstrænere, men efter sejren over Østrig brugte han mest tid på tale om holdet og de spillere, der sikrede den danske succes.

Det danske fodboldlandshold kom fra tirsdagens testkamp mod Østrig med en sejr og endnu et clean sheet. Med norske Åge Hareide i spidsen har Danmark blot lukket to mål ind i hele 2018.

Danmarks sejr kom på baggrund af en godkendt holdpræstation. Der var ingen Christian Eriksen, Thomas Delaney eller Lasse Schöne, og dermed var der andre, der tog over og sikrede defensiv styrke og et par mål offensivt.

Med sejren over Østrig har Åge Hareide nu bevæget sig op på 1,90 point i snit pr. kamp. Og dermed topper han faktisk listen over danske landstrænere. Efter kampen skyndte han sig dog at sende roserne videre til spillerne.

- Gutterne har gjort et formidabelt job længe - lige siden Montenegro-kampen, hvor vi tabte. Og i dag var det en test for truppen. For moralen i truppen er det vigtigt at spille kampe. De har været loyale på bænken og lavet gode træninger. Jeg er rigtigt glad for, at det lykkes at spille kampen og vinde. Det at vinde er vigtigt, og det er vigtigt at holde nullet. Fodbold er et underligt spil. Vi forsvarede i dag for at undgå uafgjort, og så fik vi en kontra, så det blev 2-0 i stedet for 1-0. Vi har talt meget om, at vi ikke er et hold, der i udgangspunktet skal være defensivt, men vi forsvarer os dygtigt, sagde nordmanden efter kampen på sit pressemøde.

Danmarks næste opgave er fredag den 16. november, hvor der venter en kamp ude mod Wales i Nations League, inden Irland er Danmarks modstander i den sidste Nations League-kamp den 19. november. Kampen mod Irland spilles på stadion i Aarhus.

Wales fører Danmarks Nations League-pulje med seks point efter tre kampe, mens Danmark ligger nummer to med fire point for to kampe. Så der er meget på spil, når Danmark gæster Wales næste gang. 

Richard Møller Nielsen ligger nummer to på listen over danske landstræneres pointsnit - 1,89 point pr. kamp havde han som dansk landstræner.