Hollandsk EM92-profil: Fatter stadig ikke at vi tabte til Danmark
Foto: Getty Images
Landshold

Hollandsk EM92-profil: Fatter stadig ikke at vi tabte til Danmark

Hollænderne fokuserede kun på Brian Laudrup, og det er stadig svært for dem at forstå, hvordan de kunne tabe semifinalen mod Danmark.

I år er det 25 år siden, at Danmark vandt EM i fodbold, og for dem der oplevede det, er det nok noget, som aldrig glemmer. Sådan er det nok også for Bryan Roy, som dengang var en del af det hollandske landshold, som Danmark slog ud i semifinalen i straffesparkskonkurrence efter 2-2 i ordinær spilletid.

I et interview med DR fortæller den hollandske ex-landsholdsspiller om kampen, som han stadig opfatter som en skandale, og at det er deprimerende for ham at tale om den. Forinden havde Holland vundet sin gruppe ved EM ved blandt andet at besejre de senere finalister fra Tyskland.

- Det eneste, vi diskuterede om det danske hold, var Laudrup - og så at de ikke engang havde kvalificeret sig. Deres kampe havde ikke været imponerende. De eneste spillere, jeg kunne huske, var Brian Laudrup. Han spillede en fantastisk turnering. Der var også angriberen Flemming Povlsen. Han var meget vigtig for dem, siger Roy.

Han peger også på, at Danmark knoklede som et hold.

- Vi gik ind til kampen med den helt rigtig indstilling, men jeg kan huske, at de danske fyre spillede utroligt offensivt og skarpt. De spillede, som om det var deres livs sidste kamp. Det er det, jeg husker mest. Jeg tror, at det slog benene lidt væk under os. Men i sidste ende havde vi så mange chancer. At vi tabte den kamp, det har jeg stadig svært ved at fatte, lyder det fra ham.

Bryan Roy nåede at spille 32 landskampe for det stjernespækkede hollanske landshold, der blandt andet talte Marco van Basten, Ruud Gullit og Frank Rijkaard.