Video : Tipsbladet
Landshold

Karakterer: Magiske Mæhle gjorde sin undskyldning overflødig

Tipsbladet.dk bedømmer de danske spillere i U21-EM-kampen mod Østrig.

Tipsbladet.dk til U21-EM i Italien.

Danmark lever stadig i turneringen, efter holdet vandt 3-1 over Østrig i anden gruppekamp. Tipsbladet.dk giver her karakterer til de danske spillere.

Daniel Iversen - 4 bolde

Leverede en fin redning på et langskud og et par sikre indgreb i feltet. Og så pillede han lige et straffespark. Endnu en god kamp.

Rasmus Nissen Kristensen - 3 bolde

Brændte stor chance, efter Skov sparkede på stolpen, men ellers god energi igen. Kom uden om det østrigske forsvar et par gange.

Asger Sørensen - 2 bolde

Fin defensiv indsats, men skilte sig for dårligt af med bolden. Hvis ikke han afleverede til Iversen i målet, afleverede han til en østriger.

Victor Nelsson - 3 bolde

Langt mere sikker og autoritær end mod Tyskland. Kom i vejen for mange østrigske angreb. Havde fået 4, hvis han ikke begik straffe.

Jacob Rasmussen - 3 bolde

Havde ikke lige så mange bolderobringer som Nelsson, men spillede flere gode bolde frem i banen.

Joakim Mæhle - 5 bolde

Havde et par gode aktioner forinden, men det flotte 1-0-mål og det sikre 2-0-mål overskygger alt andet. En centerforward værdigt.

Philip Billing - 2 bolde

Ligger på grænsen til 3 bolde og så langt skarpere og mere energisk ud i denne kamp, men viste lige præcis for lidt til at få en bold mere.

Jens Stage - 2 bolde

God energi, men også mange frispark. Og så trækker det især ned, at den mand, han skulle markere, scorede til 1-1.

Robert Skov - 2 bolde

Sparkede bedre dødbolde end forleden, men var ikke lige så meget med i spillet og havde et par boldtab. Burde have scoret på en stor chance.

Jonas Wind - 2 bolde

Slutrundedebutanten var ikke dårlig og headede også et hjørnespark på overliggeren, men var for lidt med i spillet til at få mere end 2 bolde. 

Jacob Bruun Larsen - 4 bolde

Kom forbi sin back flere gange og spillede sine holdkammerater fri endnu flere. Smukt indenomsaflevering som oplæg til Mæhles 1-0-scoring. 

Andreas Skov Olsen - 4 bolde

Spillede kun lidt over et kvarter, men lavede både et suverænt oplæg og et flot mål. Supersub.

Mathias Jensen - UB

Mikkel Duelund - UB

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladets skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation.
0 bolde: Uacceptabelt.