Video : Tipsbladet
Landshold

Ronaldo scorer hattrick og nærmer sig vilde rekorder

Cristiano Ronaldo er nu kun to mål fra at runde 100 mål for det portugisiske landshold, og har også verdensrekorden for flest landskampsmål i sigte.

Serie A-sæsonen 2019/2020 har indtil videre ikke været nogen dans på roser for Cristiano Ronaldo, der noget utraditionelt er blevet udskiftet i sine to seneste kampe for Juventus, men på landsholdet fortsætter portugiseren sin utrolige målhøst.

Således vandt Portugal torsdag aften hele 6-0 hjemme over Litauen og halvdelen af målene tegnede Cristiano Ronaldo sig for med et hattrick.

Ronaldo scorede kampens to første og det sidste mål og bragte sig dermed op på 98 landskamps for Portugal i 163 kampe. Verdensrekorden for flest mål for et fodboldlandshold holder iranske Ali Daei med 109 af slagsen.

Portugal er med sejren på 14 point i EM-kvalifikationens gruppe B, men er endnu ikke kvalificeret. Der resterer en runde og Serbien er et point bag Portugal.

Andetsteds var Frankrig tæt på at levere en enorm skuffelse, da de tidligt i kampen mod Moldova kom bagud og først formåede at vende kampen til en sejr efter 79 minutter. Frankrig var ellerede inden kampen sikret en EM-billet, da Tyrkiet og Island tidligere på dagen spillede 0-0.

England maltrakterede Montenegro hele 7-0 i fejringen af englændernes landskamp nummer 1000. Tottenhams Harry Kane scorede hattrick i første halvleg. Da Tjekkiet samtidig vandt 2-1 over Kosovo er England og Tjekkiet sikret de to EM-billetter fra EM-kvalifikationens gruppe A.