Chelseas håbefulde VM-englænder sigter efter spilletid i næste sæson
Foto: Getty Images
Premier League

Chelseas håbefulde VM-englænder sigter efter spilletid i næste sæson

Ruben Loftus-Cheek har advaret Chelsea om, at han ikke vender tilbage til den engelske storklub for at sidde på bænken.

Gareth Southgate lader til at være en større beundrer af Ruben Loftus-Cheek end Antonio Conte.

I Chelsea har den unge englænder ikke været en del af Antonio Contes planer, men efter en sæson i Crystal Palace på en lejeaftale er midtbanespilleren blevet udtaget til VM af den engelske landstræner.

Efter VM-slutrunden vender Ruben Loftus-Cheek, der er kommet op gennem Chelseas akademi, tilbage til the Blues, men han har fået mod på spilletid, og derfor ønsker han ikke at vende tilbage til Chelsea for at varme bænken.

- Jeg vil spille. Det er nøglen for mig i næste sæson – uanset hvor jeg ender. Jeg vil spille, og jeg vil spille så meget, jeg kan. Selv denne sæson spillede jeg ikke så meget, som jeg gerne ville, på grund af skader. Så jeg føler stadig, at jeg har brug for en sæson med masser af spilletid, hvor end det så bliver, siger Loftus-Cheek til the Telegraph.

22-årige Ruben Loftus-Cheek er indtil videre blevet noteret for 32 førsteholdskampe for Chelsea, men oftest har det været korte indhop, som midtbanespilleren har fået hos Premier League-klubben.

Han har tre år tilbage af sin kontrakt med Chelsea.