Video : Tipsbladet
Premier League

Everton forpassede muligheden for at hente norsk komet og Liverpool-back

Evertons tidligere fodbolddirektør fortæller, at klubben i hans ansættelseperiode missede muligheden for at hente spillere som nu er profiler i Manchester United og Liverpool, samt en norsk teenagesensation.

Med 26 mål i 18 kampe heriblandt syv mål i fire Champions League-kampe er den blot 19årige nordmand Erling Braut Hallend på alles læber i denne sæson.

Ikke overraskende tiltrækker RB Salzburg-angriberen sig interesse fra de største klubber, og det ærgrer de sig nok ekstra meget over i Everton. De kunne nemlig have fået ham for en slik, hævder klubbens tidligere Director of Football, Steve Walsh.

- Erling Haaland, angriberen fra Salzburg. Jeg havde ham og hans far i klubben med en aftale klar for €4 millioner (30 millioner kroner, red). Klubben ville ikke bakke mig op, siger Steve Walsh til The Athletic ifølge Goal.com.

I interviewet afslører han også, at det kunne væregået anderledes til med to andre profiler, der kunne være endt i den blå del af Liverpool.

- Da jeg var hos Everton tilbød jeg dem at hente Andy Robertson og Harry Maguire, da de begge var hos Hull, og det ville koste £20 millioner (174 millioner kroner, red.) for de to. Everton ville ikke have dem, siger Steve Walsh.

Andy Robertson er i dag fast mand på backen hos Liverpool, hvor han var med til at vinde Champions League i sidste sæson. Harry Maguire huserer i forsvaret hos Manchester United.

Steve Walsh var fodbolddirektør hos Everton fra 2016 til 2018. Inden da var han som assistenttræner for Leicester med til at vinde Premier League.