Football Leaks: Kanté afviste at omgå skatteregler trods pres
Foto: Getty Images
Premier League

Football Leaks: Kanté afviste at omgå skatteregler trods pres

Den aktuelle omgang Football Leaks byder ikke kun på negative historier fra fodboldens verden. Den seneste er historien om, hvordan N'Golo Kanté afviste at blive betalt i skattely, selvom Chelsea forsøgte at presse ham til det.

Vi har hørt de kedelige historier om blandt andre Manchester City, Paris Saint-Germain, AS Monaco og Vejle Boldklub i den seneste bunke afsløringer i Football Leaks, men de mange dokumenter indeholder nu også positive nyheder. 

Og man fristes til at sige, at de selvfølgelig omhandler franske N'Golo Kanté. Historien omhandler mere specifikt perioden fra juni til juli i 2016, hvor Kanté skiftede fra Leicester City til Chelsea, men det starter faktisk ikke særlig positivt. 

Det er franske Mediepart, der skriver, at Kanté seks uger før sit skifte til Chelsea starter firmaet NK Sports i Storbritannien. Dagen efter oprettes offshoreselskabet NK Promotions så på øen Jersey, der ikke hører under Storbritannien og i udstrakt grad har selvstyre, men er under britisk suverænitet. Og som mere interessant er kendt som et skattely, efter at øen blev nævnt hele 39 gange i forbindelse med de såkaldte "Panama Papers."

N'Golo Kanté billedrettigheder blev i forbindelse med oprettelsen af firmaet i juni flyttet til NK Sports, og den 19. juli, fire dage efter skiftet til Chelsea, blev rettighederne så flyttet videre til NK Promotions. Og da Chelsea betaler 80 procent af Kantés løn til franskmanden selv og de resterende i billedrettigheder, vil det kunne spare midtbanespilleren godt og vel 1 million euro i skattepenge per sæson - ligesom at Chelsea vil kunne spare penge i sociale bidrag. 

Alt synes at være på plads, men hele forløbet tager så en uventet drejning i september 2016, hvor aftalen skal underskrives. N'Golo Kanté nægter nemlig at skrive under, og i maj 2017 sender franskmandens skatterådgiver en mail med følgende uddrag til Chelsea:

Efter at have læst flere pressemeddelelser og historier om skatteundersøgelser af billedrettigheder mod spillere og klubber, er N'Golo blevet mere og mere bekymret for, at han skulle ende med selv at blive undersøgt af skattemyndighederne.

- N'Golo har derfor besluttet, at han ikke ønsker at tage nogen chancer.

Den franske verdensmester insisterede på at få udbetalt sin løn normalt, og tilbage i februar blev parterne derfor enige om, at billedrettighederne bliver betalt igennem det britiske selskab, der betaler sine skatter i Storbritannien. 

Mediapart skriver dog desuden, at selskabet NK Promotions på Jersey endnu ikke er blevet opløst.