Video : Tipsbladet
Premier League

Glad Kovacic åben for at blive i Chelsea

Mateo Kovacic er glad i Chelsea, hvor han godt kunne forestille sig at blive.

Mateo Kovacic skiftede i sommer fra Real Madrid til Chelsea på en lejeaftale, der løber i denne sæson, og det skifte har hidtil været en succes.

Kovacic har fået rigeligt med spilletid i Chelsea, hvor han har spillet 22 kampe hidtil, og det får ham til at kalde skiftet for det vigtigste, han har gjort i sin karriere hidtil. Det fortæller han til Sky Sports. 

- Jeg synes, det er det vigtigste, jeg har gjort i min karriere hidtil. Det var et skifte, jeg ønskede meget. Jeg ville gerne komme her. Jeg siger tak til min tidligere klub og til Chelsea, som også ønskede mig meget. Jeg nyder det, og jeg kan godt lide det her, fortæller Kovacic.

I første omgang er Kovacic blot udlejet til Chelsea, men den kroatiske landsholdsspiller kunne godt forestille sig en fremtid i London-klubben.  

- Lige nu er jeg glad her. Byen er fantastisk, klubben er en af de bedste i verden, og mine holdkammerater er gode. Jeg skal respektere min tidligere klub, Real Madrid. Men jeg kan forestille mig at blive her, men jeg har en kontrakt, jeg skal respektere, og det er det, jeg vil gøre. Lige nu skal jeg bare give mit bedste hver dag, lyder det fra Kovacic.

Kovacic skiftede i 2015 fra italienske Inter til Real Madrid, men stod oftest bag både Luka Modric og Toni Kroos i køen om spilletid. Det blev derfor til blot 109 kampe for klubben i løbet af de seneste tre sæsoner.