Henry: Costa gik over stregen
Foto: Andrew Matthews / Polfoto
Premier League

Henry: Costa gik over stregen

Thierry Henry er ikke i tvivl om, at Diego Costa bevidst stemplede to Liverpool-spillere i tirsdagens Capital One-duel.

Chelsea FC spillede sig tirsdag aften i Capital One Cup-finalen, da London-klubben hjemme slog Liverpool med 1-0 efter forlænget spilletid. Det er dog ikke denne bedrift, der stjæler overskrifterne efter 90 intense minutter på Stamford Bridge. Det gør derimod Diego Costa, der atter er kommet i kontroversielt fokus. 

Under duellen med Liverpool stemplede angriberen både Emre Can og Martin Skrtel, men undgik dommerens røde kort. En beslutning, der ifølge Arsenal-legenden Thierry Henry var forkert. Han er nemlig ikke i tvivl om formålet: 

- Man kan helt tydeligt se, at han mener det i begge situationer. Jeg elsker passionen, og jeg elsker aggressionen, men lige her føler jeg, at han gik over stregen. Efter min mening er det et rødt kort, men dommeren så det ikke, linjevogterne så det ikke mens fjerdedommeren heller ikke så det, siger Thierry Henry til SkySports og fortsætter: 

- Jeg er nødt til at elske den måde, Diego Costa spiller på. I disse to situationer gik han dog over grænsen, udtaler Henry. 

I finalen i Capital One Cup skal Chelsea op imod enten Tottenham eller Sheffield United, der krydser klinger onsdag aften. Tottenham vandt det første opgør med 1-0.