Video : Tipsbladet
Premier League

Leicester hyldede afdød klubejer i følelsesladet sejr

Leicester City fik hyldet deres afdøde ejer, Vicahi Srivaddhanaprabha, da de besejrede Cardiff City.

For første gang siden det tragiske dødsfald af Leicester Citys ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, skulle klubben i aktion, da de lørdag eftermiddag gæstede Cardiff City i en følelsesladet affære.

Og Leicester City fik hyldet deres afdøde ejer på fornem vis.

Inden opgøret blev der således holdt et minuts stilhed for Vichai Srivaddhanaprabha, hvor blandt andet danske Kasper Schmeichel ikke kunne holde tårerne tilbage, og de medrejste Leicester City-fans havde trøjer med et billede af ejeren og teksten "The Boss" printet på.

Da kampen blev sparket i gang fulgte en rodet første halvleg, inden Leicester City kunne sikre en 1-0-sejr i anden halvleg

Det enlige mål blev scoret af Demarai Gray, der halvflugtede et indlæg fra Ben Chilwell i nettet tidligt i anden halvleg, og efter scoringen fjernede den unge kantspiller prompte sin trøje for at vise en undertrøje, der hyldede den afdøde ejer med teksten ”For Khun Vichai”.

Sejren betyder samtidig, at Leicester City rykker op på en tiendeplads i Premier League med 16 point efter 11 runder. Cardiff City derimod ligger tredjesidst med blot fem point.