Video : Tipsbladet
Premier League

Manchester United forlænger kontrakten med Phil Jones

Manchester United har bekræftet, at Phil Jones har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse.

Phil Jones kan sove trygt og roligt om natten igen. Den engelske forsvarsspiller har nu fået styr på sin fremtid, som ellers har været uvis efter denne sæson.

Indtil nu har den 26-årige midterforsvarer haft kontraktudløb til sommer, men Manchester United kan nu oplyse, at han har underskrevet en kontraktforlængelse, som binder ham til den engelske storklub indtil sommeren 2023.

- Jeg er begejstret for at have skrevet en ny kontrakt. Manchester United har været en stor del af mit liv i otte år, og jeg elsker alt ved klubben. Jeg er spændt på de udfordringer, der venter forude, mens vi forbereder os på en meget travl periode af sæsonen. Jeg vil gerne takke Ole og trænerstaben for deres fortsatte støtte i min udvikling, siger Phil Jones i en pressemeddelelse.

Ole Gunnar Solskjær glæder sig over også kontraktforlængelsen, og den norske manager kalder Phil Jones for en spiller, som er på vej ind i sine bedste år.

- Phil ved, hvad det kræver for at være Manchester United-spiller. Han har vundet Premier League, FA Cuppen og Europa League, og nu er han en af de rutinerede spillere på holdet. Han nærmer sig sin 27. fødselsdag og går ind i sine bedste år som midterforsvarer. Vi er begejstrede for, at Phil har engageret sin fremtid til klubben.

Phil Jones, der fylder 27 den 21. februar, kom til Manchester United fra Blackburn i sommeren 2011, og han har sidenhen optrådt 208 gange for De Røde Djævle.