Video : Tipsbladet
Premier League

Martin Dubravka: Tiden i Danmark hjalp mig meget

Martin Dubravka fastslår, at tiden i Danmark har betydet meget for ham.

Den tidligere Esbjerg-keeper Martin Dubravka forlod Danmark i 2016, og på det tidspunkt var han henvist til reserve i den vestjyske fodboldklub. Målmanden fra Slovakiet skiftede til Slovan Liberec, og så var der nok mange danske fodboldfans, der glemte alt om Dubravka.

I 2018 er han dog pludselig dukket op igen. Ikke i Danmark, men på en endnu større adresse.

I januars transfervindue skiftede Martin Dubravka til Premier League-klubben Newcastle United, og han har indtil videre været fast mand i klubben, hvor han lagde ud med en fantastisk præstation og et clean sheet mod mægtige Manchester United.

Martin Dubravka fastslår, at årene i Esbjerg fB har haft stor betydning for ham.

- Det har helt sikkert været en stor hjælp for mig at være i Danmark. Jeg blev nødt til at tage mig af mig selv og tale et helt nyt sprog. Der var ikke andre muligheder, siger Martin Dubravka til Sport Pravda og tilføjer om Premier League:

- Der er en ekstraordinær interesse for fodbold i England. Allerede under opvarmningen er der næsten fyldt stadion, og det er naturligvis med til at motivere os spillere helt vildt. 

Martin Dubravka er i første omgang lejet af Newcastle United frem til sommer, og The Magpies har sikret sig en købsoption på målmanden, der er ejet af Sparta Prag. Den tidligere Esbjerg-keeper er ikke overraskende åben for at blive i Premier League.

- Det hele er gået meget hurtigt. Jeg vil fortsætte med at fokusere på at hente så mange point som muligt og dermed undgå nedrykning. Jeg tror, at Newcastle bliver i Premier League, og så vil en permanent overførsel være mulig. Men som sagt fokuserer jeg udelukkende på mine præstationer i øjeblikket, lyder det fra Dubravka.

Slovakken har foreløbig stået fire Premier League-kampe for Newcastle United. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.