Video : Tipsbladet
Premier League

Officielt: Liverpool forlænger med erfaren profil

James Milner bliver i Liverpool, bekræfter klubben.

Liverpool-fansene fik noget at glæde sig over fredag formiddag, da cheftræner Jürgen Klopp forlængede sin aftale med klubben, og fredag aften kommer den engelske storklub med mere godt nyt til sine fans.

De har nemlig forlænget med viceanfører James Milner, der ellers havde kontraktudløb efter denne sæson. Det bekræfter Liverpool på sin hjemmeside.

- Jeg har været heldig og privilegeret at spille for denne klub i fire og et halvt år nu, og det har været en fantastisk at se, hvordan klubben ændrer sig og udvikler sig. Jeg nyder bare at komme til træning hver dag, arbejde med denne gruppe af spillere, denne manager og trænerstaben og at være en del af denne fodboldklub.

Læs også:Liverpool jubler: Jürgen Klopp forlænger kontrakten

- Vi havde diskussioner med klubben, og det her var åbenlyst det ideelle for mig. Det var det, jeg ville - blive og spille på det højeste niveau, så længe jeg kan. Liverpool er et utroligt sted at være, og vi er et meget, meget godt fodboldhold, og forhåbentlig kan vi fortsætte med at forbedre os, siger James Milner, der også håber på at vinde flere trofæer med klubben.

James Milner joker også med, at hans forlængelse er grunden bag Jürgen Klopps forlængelse. 

- Det er klart, at manageren (Jürgen Klopp, red.) ventede med at skrive under på en forlængelse, indtil han vidste, at jeg underskrev min, så det får mig til at føle mig lidt mere vigtig!

Læs også:Fredagens rygtebørs: Barcelona leder efter Pique-erstatning i AC Milan

Liverpool oplyser ikke længden af James Milners nye kontrakt, men ifølge Sky Sports er han nu på kontrakt indtil sommeren 2022. 

33-årige James Milner har i denne sæson spillet 21 kampe for Liverpool og gør sig både som midtbanespiller og back. Tidligere har han spillet for Leeds United, Newcastle, Aston Villa og Manchester City. 

Læs også:FC København kan trække storhold - se alle de mulige modstandere

Læs også:Chelsea forlænger med AC-konkurrent