Ancelotti: Real Madrid-fyring vil betyde et års pause fra fodbolden
La Liga

Ancelotti: Real Madrid-fyring vil betyde et års pause fra fodbolden

Carlo Ancelotti vil holde et års pause fra fodbolden, hvis Real Madrid ender med at fyre ham som cheftræner i klubben.

Den spanske liga gik lørdag aften på hæld, da Real Madrid besejrede Getafe 7-3. 
 
Dermed kan Carlo Ancelotti have stået i spidsen for kongeklubben for sidste gang, da hans fremtid i klubben stadig er uvis efter en sæson, hvor han både glippede det spanske mesterskab og Champions League-titlen. 
 
Men hovedpersonen selv er helt afklaret med, hvad hans fremtid skal bringe. Den står nemlig enten på en fremtid i Real Madrid, eller også vil han holde et års pause fra fodbolden, hvis han ender med at blive fyret i klubben. 
 
- Min fremtid er jeg ikke selv i tvivl om, siger Carlo Ancelotti til Sky Sports efter Real Madrid besejrede Getafe 7-3 lørdag aften i den sidste spillerundes i dette års udgave af La Liga. 
 
- Jeg vil fortsætte i Real Madrid eller også vil jeg tage et års pause fra fodbolden.
 
Carlo Ancelotti afslører, at han skal mødes med Real Madrid-ledelsen i næste uge for at drøfte klubbens fremtid. 
 
- Jeg tror, vi skal mødes i næste uge, hvor vi skal snakke om klubbens fremtid. Sådan er fodbold, og det er ikke underligt, at der, i en klub som Real Madrid, bliver stillet spørgsmålstegn ved en, når man har været igennem en sæson, hvor nogle dele af den ikke forløb optimalt. Men vi vil evaluere sæsonen, og vi vil forsøge at forbedre os til næste sæson. 
 
- Jeg vil gerne blive i klubben. Og hvis klubben ikke vil have jeg fortsætter, så bliver jeg ikke glad, men den slags er sket før i fodfboldens verden. Det skete for mig i Juventus og i Chelsea. 
 
- Men jeg tror ikke, det bliver sidste gang, man ser mig som træner. Jeg har lyst til at være træner, og det kan sagtens være, jeg bliver fyret igen engang i fremtiden. Men jeg fortsætter med at have tillid til mine egenskaber, fordi jeg godt kan lide at være træner, siger Carlo Ancelotti.