Video : Tipsbladet
La Liga

Barca-præsident afviser rygter: Har ikke trukket sig

FC Barcelonas klubpræsident afviser rygterne om, at han har trukket sig.

FC Barcelonas klubpræsident, Josep Maria Bartomeu, har ikke trukket sig fra sin post i storklubben. Det siger han til SPORT.

Lionel Messis ønske om at forlade FC Barcelona denne sommer var tirsdagens helt store nyhed i spansk fodbold, og der blev hurtigt spekuleret i, hvor den argentinske superstjerne ville fortsætte karrieren.

Der blev imidlertid også spekuleret i, om det var et led i en plan om at komme af med klubpræsident Josep Maria Bartomeu, og i nogle argentinske medier forlød det tirsdag aften, at planen var succesfuld. TyC Sports skrev således, at Bartomeu skulle have afleveret en opsigelse.

Men de rygter skyder klubpræsidenten nu til jorden. Han har ikke trukket sig, forsikrer han over for SPORT.

Læs også:Messis bombe: City, Paris, Inter - eller en ny præsident?

Bartomeu har haft rollen som klubpræsident i FC Barcelona siden 2014, hvor han tog over fra Sandro Rossell.

I kølvandet på gårsdagens nyhed om Messis transferønske har flere ønsket at Bartomeu skal gå af. Blandt andet klubpræsident-kandidaten Victor Font har opfordret til det, mens klubbens fans mødtes og råbte “Bliv, Messi” og “Træk dig, Bartomeu” foran Camp Nou tirsdag aften.

Barcelona har allerede haft en del udskiftning på ledelsesgangen denne sommer, da cheftræner Quique Setien er blevet erstattet af Ronald Koeman, mens sportsdirektør Eric Abidal er blevet opsagt. 

Læs også:Fans går på gaden i Barcelona og bønfalder Messi om at blive

Læs også:Medie: Barcelona har svaret Messi - vil have ham til at blive