Rygterne svirrer fortsat kraftigt i det catalanske, når det gælder Marco Verratti. Den italienske PSG-spiller er i høj kurs hos Blaugrana, men det betyder skam ikke, at man så vil sælge ud af guldet.
Det har nemlig været fremme, at kroatiske Ivan Rakitic skulle indgå i en handel, der skulle sende Verratti til Spanien, men det kan man godt slå ud af hovedet igen.
- Vi sælger ikke gode spillere for at hente andre gode spillere ind, siger teknisk direktør i Barcelona Robert Fernandez til marca.es.
Også træner Ernesto Valverde er begejstret for Rakitic, som kom til Barcelona i 2014 fra Sevilla, hvor han lige nåede at vinde Europa League inden skiftet.