Video : Tipsbladet
La Liga

Dansk succes i La Liga: Jeg vil meget nødig væk

Jens Jønsson har haft et brag af en debutsæson i La Liga-klubben Cadiz. Han vil meget gerne blive.

Der resterer tre runder af den spanske liga, og oprykkerne Cadiz er tættere på de europæiske pladser end på nedrykning. Personligt har holdets danske motor, Jens Jøsson, haft en stor sæson, og han erklærer sig over for TV2 Sport svært tilfreds med opholdet i La Liga.

Jønsson kom til Cadiz forud for sæsonen efter fire år i Konyaspor. Det var med det erklærede mål at komme ud at se noget andet end den tyrkiske provinsby Konya, men netop den del mangler han endnu i Spanien.

Derfor har landsholdsbobleren trods den sportslige succes stadig en masse at se frem til.

- Jeg elsker livet her, og jeg vil meget, meget nødigt væk fra Spanien. Jeg synes, jeg har så meget til gode – på grund af corona har jeg ikke oplevet Spanien på den måde, jeg gerne ville. Så jeg synes, jeg er blevet ’snydt’ for en del, jeg forhåbentlig får med i løbet af de kommende år. Det ser jeg sindssygt meget frem til, siger Jens Jønsson til TV2 Sport.

I løbet af sæsonen har Jens Jønsson og co. besejret både Real Madrid og FC Barcelona, de har sikret sig overlevelse på overbevisende vis, og midtbanemanden har fået A-landsholdsdebut.

Cadiz ligger aktuelt på 11. pladsen i La Liga og har fire point op til Celta Vigo på ottendepladsen. Den plads giver adgang til europæisk fodbold i næste sæson. Holdet mangler at møde Osasuna, Elche og Levante.

Jens Jønsson har altså haft en flot karriere, og i AGF er de stolte over at have udviklet ham. Læs mere om det her.