Lionel Messi ramte i weekendens kamp mod Valencia sit 400. mål for FC Barcelona. En utrolig bedrift - og endnu mere, hvis man tæller antallet af kun 471 kampe med. Argentineren er uden tvivl Barcelonas mest scorende spiller nogensinde - noget han formåede, at etablere sig selv som allerede i sidste sæson, hvor han overgik Paulino Alcantara.
Og det er ikke kun fodboldfans verden over, der bliver imponeret over sådan en statistik. Også fodboldkendere, som eksempelvis hans træner Luis Enrique:
- Messi er i topform. 400 mål? Det er næsten umuligt. Det kan ikke gentages, siger Barcelona-ikonet ifølge FourFourTwo.
I løbet af denne sæson har Lionel Messi overtaget rekorderne for mest scorende spiller i Champions League, mest scorende spiller i La Liga og flest hattricks i La Liga.