Khedira vil ikke forhaste comeback
Illustration
La Liga

Khedira vil ikke forhaste comeback

Sami Khediras genoptræning går godt, men tyskeren ønsker ikke at forhaste sit comeback, selvom VM nærmer sig.

Real Madrid-profilen Sami Khedira løb ind i en alvorlig knæskade tilbage i midten af november, og dommen lød i første omgang på en pause på seks-ni måneder. Spaniernes træner Carlo Ancelotti fortalte dog i weekenden, at Khedira formentlig allerede kan begynde at træne med resten af holdet om tre uger.

Selv ønsker den tyske midtbanespiller ikke at forhaste sit comeback.

- Jeg prøver ikke at se alt for langt fremad eller tænke på fremtiden. Min daglige rutine består af en intensiv træning, og det er alt, jeg bekymrer mig om lige nu – ikke at spekulere på, hvornår jeg måske vender tilbage, siger Khedira ifølge Football Espana til det tyske fodboldforbunds officielle hjemmeside.

26-årige Khedira kom til Real Madrid i 2010 fra tyske Stuttgart.