Smuk Durmisi-perle ikke nok for Betis
Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images
La Liga

Smuk Durmisi-perle ikke nok for Betis

Riza Durmisi scorede perlemål direkte på frispark, men det var ikke nok i flot Sevilla-comeback lørdag.

Riza Durmisi var med fra start, da Real Betis lørdag tog imod brandvarme Sevilla i den bedste spanske række. Her overraskede danskeren topholdet med et perlemål før pausen, men i anden halvleg kunne Betis ikke følge med og tabte med 1-2. 

I første halvleg var det dog Betis, der var ved at drukne i chancer. Antonio Sanabria var tæt på efter ti minutter, inden Ruben Castro headede over kort efter. Overliggeren kom også i vejen, da Aissa Mandi headede på tværstangen efter 25 minutter. 

Med ti minutter til pause kom værterne dog foran. Riza Durmisi blev sat til at sparke frispark, og med et lækkert spark krøllede han bolden over muren og i kassen til 1-0 for Betis, der kunne gå til pause foran og med jubel på lægterne. 

I anden halvleg satte Sevilla tempoo på efter den svage start. Ti minutter efter pausen blev et indlæg slået ind blandt vender og fjender, hvor der blev headet på kassen. Det gav en retur til Gabriel Mercado, der tæt under mål bragte balance med scoringen til 1-1. 

Sevilla pressede på frem mod slutfasen, og med et kvarter tilbage sikrede de sig alle tre point. Steven N´Zonzi headede et frispark videre til Iborra, der alene med målmanden køligt gjorde det til slutresultatet 1-2. 

Med sejren er Sevilla kun tre points efter Real Madrid på førstepladsen og to fra FC Barcelona på andenpladsen, mens Real Betis efter en skidt periode er nummer 15.