Video : Tipsbladet
La Liga

Tidligere Atletico-anfører: At se Courtois i en Real Madrid-trøje gør ondt

Det gør ondt, at Thibaut Courtois er skiftet til Real Madrid, indrømmer Atletico Madrids tidligere anfører Gabi.

Thibaut Courtois skiftede efter en lang transfersaga endelig fra Chelsea til Real Madrid i sidste uge, men det er ikke en transfer, der gør alle glade.

Den belgiske keeper har nemlig en fortid hos Real Madrids bysbørn og ærkerivaler Atletico Madrid, hvor han spillede fra 2011 til 2014.

Derfor gør det også ondt at se Courtois i en Real Madrid-trøje. Det indrømmer midtbanespilleren Gabi, der var anfører i noget af den tid, belgieren vogtede buret i Atletico Madrid.

- At se Courtois i en Real Madrid-trøje gør ondt, fortæller han til Diario AS ifølge Football Espana.

- Når man har spillet med en og vundet trofæer med ham, er det en mærkelig følelse at se dem skifte til en rival, og det gør ondt.

35-årige Gabi forlod denne sommer Atletico Madrid efter syv år til fordel for Al Sadd i Qatar. Her skal han blandt andet spille sammen med den tidligere FC Barcelona-stjerne Xavi.