La Liga

Vilanova presser på: Vil vinde det hele

Barcelonas nye træner Tito Vilanova lægger pres på sine spillere fra start. Træneren vil vinde det hele.

Josep Guardiola stoppede i Barcelona efter sidste sæson, og efter fire år på trænerstolen i den catalanske storklub har Guardiola gjort sit til at gøre sit navn populært. Dermed er det næsten også en utaknemmelig opgave at efterfølge trænerprofilen i et af de største klubber i verden, men ikke desto mindre er det det, som Guardiolas tidligere assistenttræner Tito Vilanova skal forsøge at gøre.

Den indtil nu ret ukendte Vilanova er dog ikke bleg for at sigte højt. Allerede inden sæsonen er gået i gang lægger han nemlig pres på sine spillere, som i sidste sæson måtte se ligatitlen i Spanien og Champions League-trofæet glide ud af hænderne på dem.

- Jeg håber at vinde det hele. Det er det, jeg går efter i denne sæson. Vores hold er godt nok til at vinde alle kampe, men vi er nødt til at tage en kamp af gangen. Barca er vant til at vinde, og sådan har det især været de seneste år, så vi skal forsøge at gøre, som vi gjorde der: Beholde bolden, have ambitionerne om at vinde og samtidig kende vores modstander, siger Vilanova.

Barcelona starter den nye sæson på søndag mod Sociedad.