Video : Tipsbladet
Serie A

Andreas Skov Olsen tilkæmper sig Bologna-startplads i testkamp

Efter indskiftninger i sine første kampe for Bologna var Andreas Skov Olsen lørdag at finde i startopstillingen. Også Andreas Cornelius fik minutter i benene i Italien.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Skov Olsen har fået en fornuftig start på sin nye tilværelse i Bologna. Det danske stortalent har fået tidlige indhop i samtlige testkampe efter skiftet til Italien og lørdag kom så et endnu større tegn på tillid til den 19-årige dansker.

Med to uger til sæsonstart på Serie A var Andreas Skov Olsen lørdag at finde i startopstillingen til Bolognas testkamp mod Villareal.

Andreas Skov Olsen har i sine indskiftninger hidtil erstattet profilen Riccardo Orsolini på højrefløjen, men lørdag var det så Orsolinis tur til at agere erstatning for Skov Olsen, da danskeren blev taget ud i pausen af testkampen. Villareal vandt kampen 4-3.

Andetsteds spillede Bolognas Serie A-kolleger fra Parma mod Sampdoria. Andreas Cornelius fik de sidste 20 minutter for Parma.