Inter holder afstanden ned til Roma efter remis
Foto: Getty Images
Serie A

Inter holder afstanden ned til Roma efter remis

Kampen om Champions League-pladser begynder at spidse til i Serie A.

I den italienske Serie A er tingene så småt ved at være faldet på plads. Juventus blev lørdag aften italienske mestre for ottende gang i træk, og nu ser det også ud til, at Inter kan gøre sig klar til at spille i Champions League i næste sæson.

Det er de efter 1-1 mod Roma, som er på femtepladsen, der er pladsen lige under dem, der giver adgang til Champions League. Inter er nu seks point foran netop Roma med fem kampe tilbage begynder det så småt at ligne, at det skal gå meget galt for Milano-klubben, hvis ikke de skal være en del af det allerfineste selskab i næste sæson.

I opgøret mellem de to klubber var det Roma, der kom foran med 1-0 efter 14 minutter, da Stephan El Sharaawy skar ind i banen foran Inter-feltet og fyrede kanonen af med en præcis afslutning. 

Efter godt en times spil kom Inter tilbage i kampen, da VM-finalisten Ivan Perisic headede bolden i kassen til 1-1 efter oplæg fra D'Ambrosio.

Romas egne muligheder for at komme med i Champions League er dog ikke helt håbløse, da de har ét point op til AC Milan, som spillede 1-1 med Parma tidligere lørdag, og dermed er der lagt op til et spændende parløb mellem Roma og Milan i de sidste runder af turneringen.

Næste opgave for Roma er mod Cagliari, mens Milan skal møde Torino. For Inters vedkommende venter de nykårede italienske mestre fra Juventus i Derby d'Italia, som er årets kamp for begge klubber i Serie A-sammenhæng.