Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus-træner forudser Ronaldo-rotation

Juventus-træner, Massimiliano Allegri, forudser, at klubbens nye stjerne Cristiano Ronaldo vil blive roteret i løbet af den kommende sæson.

En af sommerens helt store transfers har været Cristiano Ronaldos skifte fra Real Madrid til Juventus. Den portugisiske superstjerne fik debut i weekendens 2-3 sejr over Chievo, dog uden at komme på måltavlen.

Den 33-årige portugiser blev i sin sidste sæson i Real Madrid sparet mere end tidligere set i karrieren. Og selvom Ronaldo er i topform fra starten af denne sæson, forudser Allegri også, at portugiseren vil blive sparet i flere kampe i Juventus.

- Det kommer til at ske, at Cristiano har brug for at restituere og derfor vil starte på bænken eller sidde på tribunen. Lige nu spiller han, men det kommer an på tidspunktet, sagde Allegri på en pressekonference forud for weekendens kamp.

Weekendens opgør bliver efter alt at dømme Ronaldos hjemmebanedebut, når Juventus lørdag kl 18.00 byder Lazio velkommen på Juventus Stadium.