Video : Tipsbladet
Serie A

Klubskifte udelukket? Icardi-forlængelse bliver en realitet

Alt tyder nu på, at Mauro Icardi forlænger sin kontrakt med Inter, og dermed sætter han en stopper for en snak om et klubskifte.

I løbet af det seneste stykke tid har der været spekuleret i, om at Mauro Icardi ville forlænge sin kontrakt med Inter. Tvivlen opstod især efter en udtalelse fra angriberens kone og agent, hvor hun fortalte, at Inters kontraktudspil slet ikke var tilfredsstillende.

Nu tyder det dog på, at Inter har forbedret deres udspil til Mauro Icardi, for fredag kunne Wanda Nara fortælle, at den argentinske angriber forlænger sin aftale.

- Den vil blive fornyet. Den vil blive fornyet, sagde hun til Striscia la Notizia fredag ifølge Goal.

En ny kontrakt vil formentlig også være med til at sætte en stopper for spekulationerne om et klubskifte. I hvert fald for en stund. Den 25-årige angriber har gennem længere tid været sat i forbindelse med flere af Europas største klubber som Chelsea og Real Madrid.

Mauro Icardi har været i Inter siden sommeren 2013, og han har spillet 205 kampe for klubben, hvor det er blevet til 121 scoringer.