Medie: Engelske klubber vil have Pirlo
Illustration
Serie A

Medie: Engelske klubber vil have Pirlo

Store klubber i England vil have Andrea Pirlo, hvis kontrakt udløber til sommer.

Den elegante og teknisk sublime italiener Andrea Pirlo er efterhånden blevet 34 år. Efter sommerens VM siger han farvel til landsholdet, men på klubplan vil midtbanespilleren spille videre. I øjeblikket ligger han og fordeler bolde hos de dobbelte italienske mestre fra Juventus, men efter denne sæson udløber Pirlos kontrakt, og han er i øjeblikket ikke i dialog med Juventus om en forlængelse.

Har han endnu ikke underskrevet en ny kontrakt, når der tages hul på 2014, kan klubber frit tale med Andrea Pirlo om et skifte. Og ifølge det engelske medie Daily Star vil flere store klubber i England som Arsenal, Tottenham, Chelsea og Manchester United meget, meget gerne have fat i Pirlo - specielt hvis han kan skifte på en fri transfer.

Selv tager Andrea Pirlo hele kontraktsituationen med ro.

- Der er en hel sæson foran os, så vi må tale om det på det rigtige tidspunkt. Jeg er altid optimistisk. Jeg vil gerne blive ved med at spille, for jeg har det sjovt, og jeg er i god form. Så må vi se, om det bliver hos Juventus eller en anden klub, jeg vil ikke udelukke noget, sagde Andrea Pirlo til Rai Sport efter Italiens 1-1 kamp mod Tyskland fredag aften.

Tidligere har Andrea Pirlo skiftet på en fri transfer. Det gjorde han i 2011, hvor han forlod AC Milan til fordel for Juventus.