Milan, Monaco og Anzhi jagtede også Tevez
Illustration
Serie A

Milan, Monaco og Anzhi jagtede også Tevez

Carlos Tevez blev i går præsenteret i Juventus, der sikrede sig ham for næsen af AC Milan, AS Monaco og Anzhi Makhachkala.

Det lykkedes i går for Juventus, hvad flere andre klubber har forsøgt på denne sommer: At sikre sig Manchester Citys argentinske angriber Carlos Tevez. Således afslører hans agent Kia Joorabchian, at tre andre klubber forsøgte at kapre Tevez.

AC Milan har igennem tre transfervinduer sværmet om ham, og derfor beklager Joorabchian også overfor de Milan-fans, der gerne så Tevez i den rød-sorte trøje.

- Carlitos ville til Juventus, og jeg er ked af, hvis AC Milan er sure over det. Anzhi ville også have ham, og der kunne han tjene meget mere. Men han pegede selv på en klub med en stor historie, ruge traditioner og selvfølgelig med vigtige ambitioner og projekter. Der var også Monaco, med hvem vi mødtes og talte med, men i sidste ende valgte Carlitos Juventus, siger Joorabchian til Il Corriere dello Sport.

I AC Milan er de dog ikke bitre over, at Carlos Tevez endte med at vælge Juventus. Til syvende og sidst er de godt tilfreds med deres stab af angribere, der tæller Mario Ballotelli, Stephan El Sharaaqy, Robinho, Giampaolo Pazzini og M'Baye Niang.

- Det er ikke en transfer, der har tørret smilet af mit ansigt. At se Tevez i en Juventus-trøje har ingen effekt på mig. Tevez har sagt, at Juventus ville have ham mere end Milan? Det er sandt. Vi stoppede, fordi ingen forlod os. Vi har fem angribere, der nummerisk og kvailitetsmæssigt er mere end nok, så derfor er det åbenlyst, at der ikke kunne komme nogen ind. Vi har sagt i noget tid, at vi ikke kan købe, hvis vi ikke sælger, siger Milans vicepræsident Adriano Galliani.

Carlos Tevez er den anden nye angriber i Juventus, der også har sikret sig Fernando Llorente fra Athletic Bilbao.